Fold Wrap designet af Anne Ventzel
Fold Wrap er en feminin cardigan med bindebælte og en elegant, tidløs silhuet. Cardiganen strikkes oppefra og ned i ét sammenhængende stykke og er helt monteringsfri.
Arbejdet begynder i nakken, hvor halskanten og den øverste del af ryggen formes. Herfra fortsætter maskerne naturligt ud i forstykkerne, hvorefter der strikkes frem og tilbage over alle masker. Ved hjælp af udtagninger over skuldrene formes bærestykket, som sikrer en smuk pasform og et elegant fald.
Når bærestykket er etableret, strikkes ryg og forstykker hver for sig, inden delene igen samles ved at samle masker op langs begge ærmegab. Yderligere udtagninger omkring ærmegabene giver god bevægelsesfrihed og en komfortabel pasform under armene.
Herefter deles arbejdet til krop og ærmer. Kroppen strikkes frem og tilbage og afsluttes med vendepinde, en kant i drejet rib og italiensk aflukning, som giver en flot, elastisk og professionel finish.
Ærmerne strikkes oppefra og ned rundt med jævne indtagninger mod håndleddene. Ligesom kroppen afsluttes de med drejet rib og italiensk aflukning, hvilket skaber et harmonisk og gennemført udtryk.
Til sidst strikkes det karakteristiske bindebælte med tilhørende knaphuller, så det nemt kan fastgøres på cardiganen. Bæltet kan også bæres løst, alt efter hvilket udtryk du ønsker. Den gennemtænkte bælteløsning er både praktisk og dekorativ og fuldender cardiganens feminine og elegante design.
Størrelser og mål
Størrelser:
1 (2) 3 (4) 5 (6) 7 (8).
Overvidde:
101 (106) 112 (119) 126 (132) 139 (146) cm.
Talje:
90 (95) 101 (107) 115 (121) 128 (135) cm.
Længde midt bag:
56 (56) 57 (57) 58 (58) 59 (59) cm.
Ærmevidde:
36 (36) 37 (38) 39 (41) 42 (43) cm.
Ærmelængde:
44 (44) 43 (43) 42 (42) 41 (41) cm.
Det er forskelligt, hvor meget rørlig vidde man kan lide at have i sit tøj. Prøv eventuelt at måle nogle af dine favoritcardigans. Det kan være en hjælp, når du skal vælge den rette størrelse til dig.
Jeg vil anbefale mellem 15 og 30 cm i rørlig vidde.
Jeg har 18 cm rørlig vidde i min beige melerede Fold Wrap og 29 cm i den rustfarvede version. Det giver lidt forskellige udtryk i pasformen, så du kan bruge det som pejlemærke, når du vurderer størrelse og fit.
Vejledende pinde:
Rundpind 4 mm (80/120 cm).
Rundpind 4,5 mm (40 og 80/120 cm).
Strømpepind 4 mm.
Strikkefasthed:
18 m × 24 p i glatstrik på p 4,5 mm = 10 × 10 cm.
Materialer:
Beige meleret
400 (450) 450 (450) 500 (500) 550 (550) g Atlas fra Sandnes i fv 2641 (70 % uld, 30 % merinould; 108 m/50 g).
125 (125) 125 (125) 125 (125) 150 (150) g Tynn Silk Mohair fra Sandnes i fv 1012 (57 % mohair, 28 % silke, 15 % uld; 212 m/25 g).
– de to kvaliteter strikkes sammen.
Rustfarvet
400 (450) 450 (450) 500 (500) 550 (550) g Atlas fra Sandnes i fv 2573 (70 % uld, 30 % merinould; 108 m/50 g).
125 (125) 125 (125) 125 (125) 150 (150) g Tynn Silk Mohair fra Sandnes i fv 2573 (57 % mohair, 28 % silke, 15 % uld; 212 m/25 g).
– de to kvaliteter strikkes sammen.
2 knapper, 18 mm i diameter.
Garnalternativer
Alpaca 3 + Silk Mohair fra Isager.
Peruvian + Silk Mohair fra Filcolana.
Lidt om Anne Ventzel
Jeg hedder Anne Ventzel og er en dansk designer med base i København.
I næsten to årtier har jeg været en del af den danske modebranche, hvor jeg har designet for andre. Siden udgivelsen af min første strikkeopskrift i 2016 er strik – et håndværk, jeg brænder for – kommet til at fylde stadig mere i mit liv. I 2019 etablerede jeg min egen virksomhed med fokus på håndstrikkede designs, som siden er vokset betydeligt. I dag arbejder jeg fuldtid som selvstændig med mine egne kollektioner.
Du kan følge mit arbejde på Instagram: @anneventzel.













Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.